Nordkap 2006 - Sverrig
Starten	Midtvejs	På toppen
7. juli.
Det begyndte at regne ganske let hen på morgenstunden, men det holdt hurtigt op igen. Der var dejligt vejr, da vi stod op lidt over 9 – ja undskyld, vi plejer jo ikke at ligge så længe, men det er en rigtig slapperferie, og vi nyder at sidde længe oppe om aftenen, når det er lyst, og vi nyder at sove længe om morgenen, selv om det er lyst.
Vi kunne ikke rigtig løsrive os fra morgenkaffen. Det var så dejligt at sidde og se ud over floden og over på byen på den anden side. Vi kunne se nogle store lange træbåde, der var fortøjet ved brinken på den modsatte side, og i det skriftlige materiale om byen, som vi fik udleveret ved ankomsten, kunne vi se, at det var turbåde, som gav turister sightseeing i byen eller lidt længere ud til en lokal rensdyravler.
Klokken blev lidt over 11 inden vi kom af sted og kørte syd på ad E75 mod Kemi. Lidt før Kemi kørte vi til højre ad E8 mod Tornio og den svenske grænse. Det lille stykke vej er udlagt som motorvej, og det var en underlig fornemmelse lige pludselig at køre på motorvej efter så mange kilometre på andre typer veje.
I Tornio fyldte vi diesel på – den sidste Esso-tank før grænsen solgte diesel til 0,99 EUR pr. liter, så vi fyldte helt op. Derefter krydsede vi grænsen til Sverrig og var nu i byen Haparanda. De 2 byer, Tornio og Haparanda, er stort set bygget sammen – kun floden Tornionioki adskiller dem.
Vi parkerede ved den lokale brugsforening – sammen med adskillige andre campingvogne og et utal af biler af forskellige nationaliteter.
Vi handlede lidt mad ind – bl.a købte vi en dejlig varm grillkylling for 39 svenske kroner, og den nød vi til et stykke brød og en syltet agurk i campingvognen. Vi følte os faktisk hensat til stranden i Zamardi – sådan smagte kyllingen, men her havde vi altså et par af Karens solide håndstrikkede servietter at tørre mulen og fingrene i – i stedet for en enkelt enkelt-laget serviet.
Det smagte pragtfuldt, og vi var hurtigt klar til at køre videre.
Vi rundede lige Centrum for at kigge efter en kontantautomat – selvfølgelig med et par trafikpropper til følge - men svenskerne tager det pænt, når de er hjemme hos sig selv, og vi kom ud af byen uden skrammer.
De nordsvenske byer er gjort tiltrækkende med beplantninger i rabatter og i krukker på torve m.v. Her står stadig stedmoderblomster i fuldt flor og andre steder er der plantet petunia og andre sommerblomster.
Snart gik det vestpå langs bunden af Den botniske Bugt mod Kalix og Luleå. I Kalix fandt vi Handelsbanken uden problemer og skaffede os lidt blød svensk valuta. I øvrigt kan man betale med Visa-kort overalt.
Vi var nu på E4 og kørte sydpå mod Sundswall – ca. 600 km længere fremme, men der er meget at se og opleve, inden vi når så langt. Lidt før Byske fik vi selskab af 2 andre hold danskere, og da vi drejede fra mod Byske camping og havbad, gjorde de det samme. Det var dog umuligt at få en plads – alt var fuldt, sagde den vist nok i øvrigt flinke mand i receptionen, og så kørte vi videre – alle 3 hold. Karen og jeg kørte ind til den næste campingplads i Bovik ude ved vandet ca. 4 km. fra E4.
De 2 andre hold var allerede ankommet og havde fået de 2 sidste pladser med strøm, men udenfor selve campingpladsen. Vi behøvede ikke strøm, og så skaffede den flinke flicka os plads lige over for receptionen, men ude på dagsparkeringspladsen. Det var let at bakke til, og vi bor faktisk lige i centrum, og det hele koster kun 155 svenske kroner.
En rest gammel ost, som vi havde i køleskabet, blev fundet frem sammen med et par stykker brød og noget spegepølse – det smagte herligt sammen med en kold øl uden for campingvognen, under store fyrretræer.
Efter en runde til fods på campingpladsen, lavede jeg en kold platte til os hver.
Der blev serveret øl og snaps til platten, og vi skålede og ønskede hinanden tillykke med den ind til nu pragtfulde tur.
8. juli.
Det var et pragtfuldt vejr, da vi stod op. Klokken var kun 8, men det var blevet varmt i campingvognen, og vi sov måske ikke helt så godt som sidste nat. Vi indtog morgenmaden i det fri – Skyggen havde vi ikke oppe - og hilste på de andre campinggæster og sommerhusejere, der gik forbi. Det var meget hyggeligt. En svensk dame med sin hund tilbød at tage et billede af os. Motivet var i orden, men jeg tror at svenske damer i moden alder er betydeligt bedre til at lufte hund end til at tage billeder – og selvfølgelig gav hun hunden så meget snor, at den lige kunne komme med på billedet. Surt.
Allerede kl. 0930 var vi på farten og kørte sydpå ad E75 mod Sundsvall. Vejen er ny i forhold til den vi kørte på for ca. 30 år siden, men den er ved at være nedslidt, og der er vejarbejde mange steder. Vejen ligner nogle steder en motorvej, men er ikke udlagt som sådan, og al færdsel er på denne måde tilladt. Mange steder er vejen delt med autoværn af stålwire, og det er for så vidt ganske godt. Der er 3 kørebaner – en i den ene retning og 2 i den anden retning, og der skiftes så med passende mellemrum. På denne måde afvikles trafikken uden hasarderede overhalinger, og campingvogne og lastbiler kommer kun til at danne kø i begrænset omfang.
Der var 21 graders varme, da vi startede fra Boviken, men i løbet af en halv times tid var vi oppe på 28 grader – altså kl. 1000. Temperaturen faldt dog hurtigt igen til ca. 22 grader, hvor den holdt sig til omkring middag. I løbet af eftermiddagen sneg den sig igen op på 28 grader, og i øjeblikket - kl. 2200 – har vi 25 grader.
Vi kørte gennem øde skovstrækninger, men jo længere vi kom mod syd, des tættere blev bebyggelserne, og landbrugene blev større. Faktisk har vi i dag set både en vindmølle og en gylletank.
En tilfældig rasteplads langs vejen blev stedet, hvor vi spiste vores frokost, og efter en lille en på øjet, var vi klar til at køre videre.
Da vi så et sted med en Hembygdgård, hvor der var servering, drejede vi fra vejen og ind til stedet. Det var nærmest et frilandsmuseum med fritliggende gamle huse.
Vi bestilte kaffe og vafler, og satte os til at vente i haven. Snart kom en lille sød – om ikke specielt køn – flicka med kaffen på en bakke og forklarede at ”vaflerne kommer snart”. Et øjeblik efter var hun tilbage med nogle dejlige vafler. En hel til hver – altså en hel runde med 4 stk., og der var flødeskum og herligt syltetøj til i rigelige mængder. Det var bare mums - og så kostede hele herligheden kun 70 svenske kr.
Turen i dag var lidt ensformig, men vi har alligevel set mange smukke steder, og vi har grint lidt af de forskellige reklamer. Når man nu er ude at køre, kan man jo ligeså godt holde øje med brændstofpriserne, og vi kunne ikke lade være med at more os, da vi hos et specielt selskab så diesel til minipris - 11,81 kr. Ved den næste tank var der diesel til micropris – 11,51 kr., og ved den næste igen, i øvrigt en Statoil, var den ingen speciel pris. Diesel kostede simpelt hen 11,21 kr. pr. liter. Jo, der gøres, hvad der kan gøres for at snøre folk, om ikke på den ene måde, så på den anden.
Vi fortsatte sydover og var opsat på at finde en campingplads lige efter Sundsvall. Et sted, hvor vi lige ville til at køre ned, så vi en svensker komme op, og så regnede vi med at alle pladser var optaget, så vi kørte videre. Et stykke tid efter, så vi i spejlet at samme svensker kørte mod en anden campingplads, der dog kun reklamerede med teltcamping. Vi ville ikke forsøge, men kørte videre. Noget syd for Sundsvall – i nærheden af Harmånger, så vi et skilt med camping, og så kørte vi derned. Pladsen ligger lige ved vejen, og der var masser af ledige pladser. Ikke nogen særlig luksus, men rent og pænt overalt, og det hele koster 120 kr. for en enkelt nat inkl. bad. En halv time senere kom svenskeren og bakkede Soliferen på plads med Volvoen.
Vi stillede hurtigt op og gjorde klar til at lave aftensmad. Det udendørs gasblus blev taget i brug, og snart glædede vi hele pladsen med duften af bøf med bløde løg. Til dessert spiste vi de 2 sidste is fra fryseren.
Efter aftensmad spillede vi Trionimos, som jeg vandt igen.
9. juli
Hold da op – sikke en nat vi havde. Vi gik i seng lidt over midnat, men det var umuligt at sove. På en eller anden måde havde vi fået et helt kollektiv aggressive myg ind i vognen, og kl. halv tre blev der erklæret krig – myggekrig. En krig som vi måske ikke ville vinde. Temperaturen var på dette tidspunkt 22 grader inde i vognen, og skiderikkerne sværmede rundt om os i sengen. På grundt af varmen var det umuligt at have dyne på, og på grund af myggene var det umuligt ikke at have dyne på. Altså – skidtet måtte udryddes på den hårde måde. Vi gik i gang med aflive dem fra en ende af, men det var som om alle fætre og kusiner kom og skulle deltage i begravelsen og et efterfølgende festmåltid bestående af godt dansk menneskeblod.
På et tidspunkt var der nogenlunde ro, men kl. halv seks var den gal igen, og en ny angrebsbølge satte ind. På dette tidspunkt var der ingen chance for, at det skulle blive lidt mere køligt, for solen stod allerede højt på himlen og skinnede lige på campingvognen.
Det lykkedes at udrydde de fleste, og de der var tilbage, kunne ikke æde mere, så vi fik ro nogle timer.
Vi sov til kl. var næsten 1000, og så begyndte vi ellers at gøre klar til at forlade pladsen.
Et dejligt varmt bad gjorde underværker, og da Skyggen var pakket ned, og der var vand på tankene og affaldstankene var tømte, brød vi op. Snart efter var vi igen på E4 – nu med kurs mod Stockholm.
Det blev igen en dag med mange timer gennem svenske skove uden den store afveksling. Svenskerne var på søndagstur, og vi lagde mærke til, at utroligt mange svenskere har gamle amerikanske flydere til søndagsbrug. Mange af dem er gjort endda rigtig pænt i stand, og det er en fornøjelse at køre på vejene sammen med dem.
Frokostpausen holdt vi ved bredden af en sø, hvor der var en herlig udsigt – og nøkkeroser i vandkanten.
Da vi var ca. 125 km nord for Stockholm, kom vi pludselig og uden varsel ud i et landbrugsområde med store korn- og rapsmarker. Da vi kort tid efter mødte en mælketankvogn fra Arla, følte vi os næsten hjemme.
Flere steder på dagens rute var der automatisk trafikovervågning med videofotografering. Hvis der køres for stærkt bliver farten målt og fotograferet automatisk, og man er hjemfalden til en bøde.
Svenskerne var åbenbart vant til dette, for jeg så ikke en eneste, der blev målt. Standerne er til at få øje på, og jeg kunne ikke lade være med at fotografere en af dem. Til gengæld kunne jeg sagtens holde mig fra at provokere en af standerne til at fotografere mig.
Da vi nærmede os Stockholm kørte vi ind i Arlanda – jo det er lige der, hvor lufthavnen ligger – og købte kort over Stockholm. Kortet blev studeret og en campingplads blev udpeget. Vi fandt en mere på kortet for det tilfældes skyld, at der ikke skulle være plads på den første.
Det gik meget fint med at dreje fra E4 og komme ind på den rigtige vej mod campingpladsen, men adrenalintrykket kommer nu alligevel op i nærheden af det røde felt, når man skal til at finde vej gennem en fremmed storby med 3 baner i hver retning og godt krydret med rundkørsler og lysreguleringer.
Nå – vi fandt pladsen, og kunne straks se, at det ikke var noget for os. Det var nærmest en husvildelejr, hvor der flød med gamle kasserede campingvogne og ditto biler. Et par unge mennesker var ved at skrælle en knallert, og i nærheden stod et par stykker på hovedet i motorrummet på en bil. Receptionen var lukket for længst. Vi kørte til den næste plads, der viste sig ikke at være en campingplads med kun et vandrehjem. Den venlige dame i receptionen forklarede os, hvilken vej vi skulle køre for at finde den nærmeste campingplads, der lå ca. 8 kom borte. Vi fandt pladsen uden besvær, og snart var vi vist på plads og klar til at stille op. Skyggen blev rejst, og vi grillede snitsler, som vi havde i fryseren. Karen varmede en dåse gullaschsuppe til forret, og vi fik en hyggelig aften ud af det – selv om trykket fra køreturen rundt i Stockholms trafikmylder lige skulle fortage sig. Måske var det også lidt dumt at komme til Stockholm en søndag aften i herligt vejr halvanden time før verdensmesterskabet i fodbold blev vist på TV.
10. juli.
Det blev regnvejr i løbet af natten, og vi sov til kl. ni i dag. Natten forløb helt roligt, og vi blev ikke angrebet af myg som sidste nat.
Midt på formiddagen kørte vi ind til centrum. Først kørte vi til den nærliggende station Häggvik, og stillede bilen på den gratis pendlerparkering. Det var let at købe en billet, og toget kørte hvert kvarter i retning mod Centralstationen. Billetterne kostede 20 kr. pr. stk.
Det var noget af en oplevelse at køre med svensk S-tog.
Toget kørte meget hurtigt, og i løbet af nogle få minutter var vi ved Centralstationen – vi nåede dog at holde 5 gange undervejs. Selve indkørslen til Stockholm minder meget om indkørslen til København, men man har dog på fornemmelsen, at der her er mange flere tog og spor at holde styr på.
Det regnede stadig, da vi stod på 1. sal i Stockholm og kiggede os lidt omkring for at finde mod Gamla Stan. Vi havde god brug for kortet, og så snart vi havde lokaliseret, hvilken gade vi var på, var det let at komme videre. I Stockholm hedder Strøget Drottningegatan, og den fører direkte over til kongeslottet i Gamla Stan. Undervejs spiste vi frokost på en restaurant på Strøget. Der var flere retter at vælge imellem til en enhedspris inkl. læskedrik og kaffe. Vi valgte en salat med bl.a. bulgur og skinke, og det smagte ganske fortrinligt. Der var brød og dressing m.v. ad libitum, og da vi var færdige med frokosten fik vi hver et stort krus kaffe.
Regnen var hørt op, da vi var færdige med frokosten, og vi gik videre over broerne til Gamla Stan. Der var mulighed for en guidet tur med hestevogn rundt i det indre Stockholm – primært Gamla Stan – og sådan en tur valgte vi. Det kostede 100 kr. pr. mand, men så fik vi også temmelig meget at se.
Vi snakkede med et hold andre danskere på turen. De boede på en anden campingplads, og havde valgt at køre i bil helt ind i centrum – for - som manden sagde – afgiften for at køre i centrum skal ikke betales af udlændinge. De gav til gengæld 35 kr. time for at parkere.
Efter køreturen, gik vi ind på kongeslottet, hvor et rigtig stort museum var gratis tilgængeligt. I den nederste etage var en samling med gamle kongelige køretøjer, og i midteretagen samt på første sal en udstilling af forskellige rustninger, våben m.v. samt beklædning båret af kongelige personer gennem tiderne. Det nyeste vi så, var et pænt lysegråt jakkesæt, som kongen fik syet i Stockholm i 1956.
Selve slottet – set udefra – er egentlig ikke så meget at skrive hjem om, og bevogtningen er da helt ringe. Gardernes uniformer er grimme – skilderhusene er grimme, og garderne er absolut ikke ens at se på. Vi så en kulsort neger ved det ene hus – en rimeligt pæn flicka ved et andet hus, og et par steder var det jævnt pæne svenskere, der var på vagt.
På vej tilbage mod Centralstationen spiste vi en is ved en isbod, og længere oppe ad Drottningegatan gik vi ind et sted, som kaldtes Barcelona Tappasbar. Der var udendørs servering og der blev reklameret med det spanske ølmærke San Miquel.
Vi fik en stor og en lille fadøl – Carlsberg– og det smagte dejligt.
Da vi skulle købe billetter til returturen i Centralstationen, må vi have set noget brugte ud, for den unge mand i lugen spurgte om vi var pensionister. Det kunne vi kun svare bekræftende på, og så fik vi 2 billetter til reduceret pris. Nu kostede de kun det halve af, hvad vi gav i formiddags – og så siger man, at der ikke er fordele ved at blive ældre.
Vi fandt hurtigt ned til den rigtige perron men blev noget overrasket, da toget kom fra den modsatte side af, hvad vi havde forventet. Der var dog ikke andet at gøre end at tro på, at svenskerne både har styr på afmærkningen af togene og kørselsretningen. Det viste sig også snart, at vi havde taget fejl – efter nogle få minutter var vi tilbage i Häggvik, og det lykkedes os også at finde tilbage til campingpladsen.
Aftensmaden bestod af en dåse bøf stroganof, som Karen forbedrede med en dåse champignon, og den blev serveret med kartoffelmos. Mens Karen lavede maden sad jeg og legede lidt med computeren. Pludselig havde jeg trådløs forbindelse til internettet, og kunne læse dagens avis derhjemmefra.
11. juli
Det var et pragtfuldt vejr, da vi stod op kl. ca. halv ni. Solen skinnede, og der var et par og 20 graders varme. Morgenmaden indtog vi under Skyggen, og vi var temmelig længe om det, fordi det var så dejligt vejr.
Efter at have pakket Skyggen ned og gjort klart skib gik vi i bad, så vi var friske til dagens køretur.
Klokken var lidt i 11, da vi forlod pladsen og helt uden brug af kort fandt over til E4, hvor vi skulle sydpå mod Stockholm og derefter mod Danmark. På et ret tidligt tidspunkt viste skiltene mod Göteborg og Helsingborg, og så var det bare at vælge den rigtige bane hele tiden.
Motorvejen gik ret tæt forbi Stockholm centrum, og vi kunne se mange af de bygninger, som vi var på nært hold i går.
Ellers er hele Stockholm et utroligt mylder af motorveje og andre veje, og da der er ret kuperet, kører man snart oppe og snart nede – snart over og snart under. Dertil kommer, at der et ret udbygget net af forskellige baner, der løber på kryds og tværs af vejene.
Vi lagde hurtigt Stockholm bag os og kørte sydvest på ad E4 mod Helsingborg. Selve turen var ikke noget særligt. Ind i mellem var der landbrug med spredt bebyggelse og noget af tiden var der kun fjeld og skov, som vejen var hugget igennem.
Der var ikke mange rastepladser, og de få der var, var anlagt i forbindelse med supermarked eller servicestationer. Nogle få steder, kunne man holde på politiets kontrolpladser, men der var til gengæld hverken toilet eller skraldespand.
Toyotaen fik en sjat diesel til 11,01 SEK i Nyköping, og vi fik et par kager til formiddagskaffen, selv om klokken for længst havde passeret middag.
Ved Linköping var der flere steder opstillet flyvere på store standere langs vejen, og ingen kunne således være i tvivl om at her ligger SAAB fabrikkerne. Der var både jagere, sportsfly og små passagerfly.
Da der ikke var meget at se på motorvejen, drejede vi fra i Mjölby og syd på ad vej 32 mod Växjö for senere at tage vej 23 mod Malmö.
Det var dejligt at komme væk fra motorvejen igen og nyde det svenske landskab. Vi kørte i et pragtfuldt område, der bestod af en blanding af små landbrug og skovdrift. Vi passerede mange små hyggelige gårde og huse malet i den traditionelle svenske røde farve – enkelte dog i gule farver. Mange steder lå de små brug halvvejs gemt i skovkanten, og man forventede hele tiden at se Tyttebær Maja på jagt efter bær – eller Emil fra Lønneberg på gale streger.
Triptælleren viste 350 km og kl. var ca. 1830, da vi besluttede os til at finde overnatningsmulighed. Vi var på dette tidspunkt i udkanten af byen Vetlanda, og gik ind et sted lige ved vejen, der have skilt ude med Overnatning og Stugar. Der var ikke andre campingvogne på den store plads, men masser af hytter rundt om. Vi fandt ejeren i stuehuset, men han ville helst kun leje hytterne ud – han var ikke vant til at have campingvogne holdende. Han viste os vej til en campingplads lidt længere fremme ad vejen.
Det var ikke svært at finde frem til campingpladsen, der ligger i den vestlige udkant af Vetlanda i et skovområde ned til en lille sø.. Selve pladsen har et grønt område i midten og er indkranset af store ege og birketræer samt nogle få fyrretræer. Vi fandt en dejlig plads under et kæmpestort egetræ, og 5 minutter efter ankomst, var fødderne nede, Skyggen oppe og jeg selv ved at nyde dagens første øl.
Vi grillede nogle dejlige svenske frokostpølser, som vi havde købt i Coop Forum i Nyköping, og dertil spiste vi kartofler samt ærter og gulerødder fra dåse. Det blev et rigtigt herremåltid.
Der er rigtig hyggeligt her på pladsen, og der er en del forskellige mennesker. I det ene hjørne holder en flok Jeep-entusiaster til. Deres biler er godt smadret til, så de har sikkert været i et eller andet mudderhul i dag for at køre ræs og haft det herligt med det. Der er også 4 engelske spejdere. De er kørende i en gammel Rescue Land Rower med tilhørende trailer, og der var vældig stil over det, da de strøg flaget. Den ene blæste horn, den anden strøg det engelske og det svenske flag fra den 2 meter høje stang, og de 2 sidste stod bare ret imens. De bar alle 4 hvide kasketter, og det så enormt højtideligt ud.
I udkanten af byen fandt vi en turistinfo ved vejen, og det var muligt at tage en folder, der viser områdets seværdigheder. Der er ikke så langt til Huskvarna, hvor der ligger et stort fabriksmuseum. Vi snakker om at blive her en dag længere og så besøge dette museum i morgen.
12. juli.
Tatterat – tatterat – hold da op, hvor blev jeg bange. Efter 21 dage på norske, finske og svenske veje er man blevet udsat for lidt af hvert, men dette var dog lidt ud over det sædvanlige. Og så var det bare de engelske spejdere, der var stået lidt før op end vi andre og fandt anledning til at hejse flaget og vække alle vi andre med en gang hornmusik.
Nå – vi skulle jo op alligevel, men vi snuppede nu lige en times tid mere, og stod op ved halvnitiden. Det var et pragtfuldt vejr og rundt omkring var folk ved at stå op, drikke kaffe eller pakke sammen til den videre ferietur. Denne plads er en campingplads, hvor man primært kører ind for at spise og overnatte. Det er vist kun ganske få, der bliver mere end en nat eller 2.
Vi valgte at blive her en dag over, fordi der er så dejligt, og der er meget vi gerne vil se. Nu må vi se, hvor meget vi når.
Vi kørte mod Huskvarna, der faktisk er en forstad til Jönköping, for at se fabriksmuseet, der er lavet i noget af den gamle våbenfabrik.
Det var en stor oplevelse at se dette museum. Husqvarna-fabrikkerne har eksisteret i over 300 år og startede med at lave våben – primært håndvåben. Senere har fabrikken fremstillet motorcykler, knallerter, cykler, komfurer, køleskabe, vaskemaskiner, symaskiner, plæneklippere, pumper, motorsave og meget mere.
Museet var utrolig godt indrettet, så man fik en god oplevelse af, hvordan tingene har udviklet sig gennem tiderne men også en forståelse for, hvordan de forskellige ting er blevet fremstillet. Mange af de gamle fabriksmaskiner er udstillet men er ikke i drift.
En ting, der undrede mig meget var, at man allerede i 1929 havde en bedriftsundhedstjenese og en sikkerhedsrepræsentant. Arbejderne og deres familier havde gratis lægehjælp og kunne tilkalde læge uden beregning.
Senere besøgte vi lige over for museet Smedbyn – en rest af nogle gamle huse, der var beboet af smede og deres familier. Smedene arbejde med fremstilling af våben i en længe, der lå lige bag gaden med husene men dog i så behørig afstand, at der ikke var brandfare. Både beboelseshusene og selve smedjen bliver i dag brugt til forskelligt husflidskunst med udsalg og som kunstgalleri.
Det tog det meste af dagen, inden vi var hjemme igen. Vi ville ellers gerne have besøgt Astrid Lindgreen Gården, men den lå for langt væk til også at nå i dag.
Efter en noget sen frokost slappede vi lidt af foran campingvognen, og derefter tog vi ind til byen for at handle lidt ind til aftensmaden. Handlen foregik i den lokale Lidl, og her var nogle af priserne billigere i svenske kroner end tilsvarende varer i Danmark.
Karen lavede suppe til aften, og jeg grillede de sidste pølser, som vi spiste til kold kartoffelsalat. Desserten gemmer vi til aftenkaffen.
Vi gik en dejlig tur i området omkring campingpladsen og den offentlige badestrand lige i nærheden efter aftensmaden.
Vi har ringet til Peter og aftalt at han og Lone kommer og griller sammen med os i morgen aften på Absalon Camping – så nu er det endegyldigt den sidste dag her i Sverrig. I morgen tidligt pakker vi sammen og kører sydvestpå til Malmø og tager Øresundsbroen til København.
13. juli.
Igen i dag var det dejligt vejr, da vi stod op. Klokken var kun lidt i 8, da vi gik i bad, og allerede kl. halv ni sad vi ved morgenbordet i solen bag campingvognen.
Skyggen blev pakket ned, det værste skidt fejet ud af campingvognen, skraldespand og skraldevand blev tømt, og så var vi klar til at køre.
Sydpå gik det ad vej 32 mod Kalmar og efter ca. 35 kilometers kørsel svingede vi mod vest ad vej 23 mod Malmö og dermed Danmark.
Det var en rigtig køn vej, vi kørte igen i dag, hvor vi kom igennem flere små hyggelige landsbyer.
Jo længere vi kom vestpå, jo fladere blev landet og des større blev landbrugene. Der var bl. a. flere store havremarker, og det har i øvrigt undret os lidt, at svenskerne dyrker noget mere havre end danskerne.
Vi nød frokosten ca. 75 km øst for Malmö, og så kunne vi i øvrigt begynde at lytte med på DR P4.
De sidst kilometre var på motorvej, og snart kunne vi se Øresundsbroen.
Lidt før broen standsede vi ved en servicestation for at bruge de sidste svenske skillinger. Der var i alt 58,50 kr., og det passede nogenlunde med 2 is og 2 gode kager til eftermiddagskaffe. De sidste 50 øre fik den rare flicka i butikken.
Isen – en Magnum dobbelt nougat – spiste vi i bilen på vej mod Malmø. Det var en rigtig god is, og det må være en nyhed, for det var første gang, vi stødte på den på vor tur.
Lidt før Malmø var vi tilbage på E20, og ringen var sluttet. Det var nu nøjagtigt 3 uger siden vi kørte på den samme vej men i modsat retning., og endnu engang måtte vi minde hinanden om, at vi har haft en pragtfuld tur.
Klokken var 1400, da vi betalte ved kontrolstedet, og da vi kom op på broen kunne vi se København i det fjerne.
Ved frakørsel 21 drejede vi mod Avedøre Holme og Hvidovre, og så var det bare at følge Avedøre Havnevej til Roskilde Landevej, hvor vi svingede til venstre og kort efter til højre og ind på Absalon Campingplads.
Vi fik en tår eftermiddagskaffe og derefter kørte vi til den nærliggende Netto, hvor vi handlede ind til aftenens grillparty sammen med Peter og Lone, Bodil og Erik.
Vore gæster kom kl. 1900, og vi havde en rigtig hyggelig aften. Først fik vi kroatisk landsuppe – indkøbt i Kroatien i 2005 – hjembragt til Danmark samme år, og med på en tur nord for polarcirklen og rundt om Nordkap i år. Dernæst grillede vi nogle nakkekoteletter og spiste salat og bagte kartofler til – alt indkøbt i Netto i dag.
Lone bliver mere og mere rund, og det ser ud til at vort barnebarn trives og har det godt.
Bodil og Erik kom med 3 flasker rødvin. De smagte rigtig dejligt, for der var ikke mere tilbage, da vi var færdige med at grille.
Gæsterne tog hjem, da det begyndte at regne omkring kl. 2200, og vi gik i køkkenet for at vaske op.
Vi fik ikke taget nogen billeder i aften, for der var så meget at fortælle og lytte til, og pludselig var aftenen gået.
Men igen har vi haft en dejlig dag.
14. juli.
Vi pakkede sammen ved 13-tiden og forlod Absalon. Reglen er, at man skal forlade pladsen senest kl. 1200, ellers skal man betale for en dag mere. Det lykkedes dog at overbevise den søde pige i receptionen om, at vi virkelig ikke havde forstået det sådan, da vi checkede ind i går, og vi slap med at betale for en dag. Det kunne da egentlig også lige passe – vi var der jo kun i ca. 20 timer.
Absalon camping er en DCU-plads, og da vi er medlemmer af DCU fik vi 20 procent rabat oven i købet. Jeg kan selvfølgelig godt se, at hvis vi havde betalt for 2 nætter, havde vi fået dobbelt så meget i rabat.
Kl. var 2215, og kilometertælleren stod på 7054, da vi ankom til Horne i aften. Det har været en pragtfuld tur hele vejen gennem Danmark, Sverige, Norge, Finland, Sverige og Danmark igen.
Og så er vi altså hjemme igen. Lidt underligt efter så mange dage, hvor vi har flyttet os stort set hver dag, men vi har helt sikkert haft en pragtfuld tur, og der er mange af de steder, vi har været, som vi godt kunne tænke os at besøge igen og udforske nærmere.
At rejse er at leve sagde H.C.Andersen, og vi er ikke utilbøjelige til at give ham ret. Vi har virkelig rejst de sidste 23 dage, og vi har så sandelig også levet og oplevet.
Det har bare været så dejligt.