Nordkap 2006 – Starten (fra min dagbog)
Midtvejs	På toppen	Sverrig

22. juni.

Endelig oprandt dagen, hvor vi skulle af sted til Nordkap. Vi stod forholdsvist tidligt op – allerede kl. 0700 – og i løbet af et par timer var vi klar til at køre.

En eller anden spøgefugl havde stillet et af festflagene på taget af campingvognen, men det var nu væltet i løbet af natten. En hurtig inspektion af taget viste, at der var fodspor fra en størrelse ca. 44, men der var ikke sket noget skade på hverken tag eller vinduer.

Vi forsynede campingvognen med et destinationsskilt og kørte over Korskro til Lillebælt, hvor vi gjorde en lille pause.

Karen have smurt sandwishes til hele dagen, men i løbet af et par minutter konstaterede vi, at de dels smagte temmelig godt, og dels var vi temmelig sultne. Så det passede lige med 4 til hver – og så må vi jo improvisere (eller sulte) resten af dagen.

En kort pause ved Storebælt, inden turen gik tværs over Sjælland til Peter, hvor vi læssede blomster og lidt andet af, og så gik det østover mod ukendte mål i Sverige.

Det er en flot bro – den der Øresundsbro – men jeg synes nu, at tårnene ser en smule spinkle ud.

Vi konstaterede hurtigt, at de svenske motorveje ikke er så velforsynede med rastepladser som de tyske og danske, men det lykkedes dog at finde et sted, hvor vi kunne holde og smøre et par stykker mad.

Lidt senere kom den første rasteplads i nærheden af Landskrona, og vi fyldte lidt brændstof på Toyotaen. Diesel er dyrt i Sverige – over 11 kr. pr. liter, men da det jo er svenske kroner, fyldte vi bare helt op. Triptælleren viste 399 km., og tanken kunne lige rumme 33 liter, så brændstoføkonomien er OK. Tanken var ikke helt fuld, da vi startede, idet vi allerede havde kørt 65 km aftenen forinden.

På tankstationen brugte vi Visakortet i automaten og i butikken købte vi en pose chips og fik 500 kr. oveni – stadig svenske forstås, men altid rart at have lidt lokal valuta i baglommen, såfremt en indfødt skal bestikkes, eller vi kommer forbi en banegård, der ikke accepterer Visakort

Vejret var ikke allerbedst. En hård vind fra sydvest, delvist overskyet og kun ca. 17 grader – men vinden havde en positiv indflydelse på brændstoføkonomien.

Vi kørte ind i Helsingborg og fandt en campingplads, der endnu ikke havde indført højsæsonpriser. Vi skulle kun give 160 kr. for en overnatning – altså uden el, men med fuld ret til at bruge toiletterne og brusebadet uden at betale ekstra. Den venlige pige gjorde os opmærksomme på, at det er højsæson fra i morgen, og så bliver prisen forhøjet med 80 kr.

Vi stillede op og satte strøm på fra bilen via et langt kabel – det skal jo kun trække lidt lys. Køleskabet satte vi på gas, og så var i gang med at holde ferie – selv om det stadig kun er 17 grader og det blæser ind direkte fra Øresund. Campingpladsen ligger helt ned til vandet med udsigt til Helsingør, så vi har Kronborg om bagbord på vor videre færd.

Vi hyggede os lidt med en pilsner, inden aftensmad, der i dag var hjemmelavet kartoffelsalat med kogt hamburgerryg.

23. juni

Midsommeraften – i hvert fald i Sverige – og det fejres overalt på forskellig vis.

Vi havde besluttet at besøge Sofiero slotspark om formiddagen, og derefter overvære, hvordan majstangen pyntes om eftermiddagen. Selve pyntningen var annonceret til at foregå på den kongelige fodboldbane ved Sofiero, og da der samtidig var gratis adgang til dette, vakte det vor interesse.

Slotsparken åbnede først kl. 1100, men vi ville være lidt i god tid, så vi ankom allerede kl. 1000. Af opslag på stedet kunne vi læse, at Slotsparken med tilhørende aktiviteter var stængt på midsommeraften, men at portene blev åbnet kl. 1200. Herefter var der gratis adgang til parken og den kongelige fodboldplads resten af dagen.

Altså kørte vi en lille tur lidt længere nordpå og ned til stranden, hvor vi fandt et dejligt sted at spise vores madpakke.

Kl. 1130 var vi tilbage ved slottet, og portene blev åbnet lidt efter. Der var ikke mange mennesker, men vi fandt hurtigt frem til fodboldpladsen, hvor der var musik – båndmusik med kendte melodier. Det var rigtig godt, og vi fandt hurtigt bord og stole, så vi kunne sidde godt. Der var mulighed for at købe kaffe, is m.v., og vi valgte kaffe og kage – 20 kr. for os begge – så ikke alt i Sverige er dyrt.

Efterhånden kom der flere og flere mennesker til, og kl. 1230 blev majstangen pyntet og hejst. Børnene hjalp med pyntningen, og de store voksne karle stod for rejsningen.

Derefter var der optræden af den lokale folkedanserforening. Vi kiggede lidt på festlighederne, og gik derefter en tur i den pragtfulde park. Noget af parken minder meget om Gråsten slotspark, men det var også på Sofiero vores dronning Ingrid tilbragte sin barndoms somre.

Midt på eftermiddagen var der rigtig mange mennesker samlet på stedet, og der blev arrangeret forskellige børnelege og danse omkring majstangen.

Vi kendte melodierne, men ikke alle ordene.

Efter endnu en kop kaffe med tilhørende brød kørte vi mod campingpladsen for at tilbringe resten af dagen der.

Undervejs handlede vi ind til aftensmaden i ICA, der er en af Sveriges store supermarkedskæder.

Nogle varer kostede det samme som i Danmark. Vi købte et par dejlige koteletter til grillen for ca. 30 kr., men Karen var ikke meget for at give 16 kr. for et blomkålshovede, der ikke var stort større end et fuldvoksent Vardeæble. Nå – vi købte det nu alligevel, og det smagte pragtfuldt til koteletterne og nye svenske potatis.

Sidst på aftenen gik vi til stranden for at kigge på Sct. Hans bål, og det var rigtig fint. Vi kunne se syv klart brændende bål på stranden syd for Helsingør, og desuden et utal af røgfaner fra andre bål, men kun på Sjællandssiden.

24. juni.

Midsommerdag og dermed helligdag i Sverige. En kort tur til pladsens høker efter et par rundstykker endte resultatløs – desværre, midsommerdag – alt er stængt.

- nå ja, skidt med det. Morgenen var herlig. Stort set ikke en sky på himlen, og vi holdt, så vi kunne sidde i solen og spise vores morgenmad.

Vi pakkede sammen og gjorde klar til at køre. I receptionen fortalte den unge pige mig på et ganske smukt engelsk, at hendes maskine til kreditkort var ude af drift, så det ville hjælpe hende – og formentligt også mig – hvis jeg kunne betale kontant. Vi indgik en hurtig aftale om, at hun talte svensk, og jeg talte dansk, så kunne vi fint forstå hinanden.

Jeg have lige svenske penge nok til at kunne betale kontant. Det kostede 160 kr. for første dag, og 240 kr. for den sidste, idet højsæsonen startede midsommeraftenen.

Med en let vind og solen i ryggen og med 17 svenske kroner i baglommen kørte vi nordpå. Ved god hjælp af kortet, den tilstedeværende skiltning og GPS-navigatoren fandt vi den rigtige vej ud af byen, og så gik det i raskt tempo mod Göteborg.

Vi så mange flotte rastepladser, og mine kommentar om de svenske rastepladser den første dag vil jeg hermed reducere en smule.

Vi drak formiddagskaffe på en dejlig plads ca. midt mellem Helsingborg og Göteborg. Der var 3 hold danske mere på pladsen og et hold tyske, samt en svensk husmor, der havde Volvoens bagagerum fyldt med køkkenaffald i plastposer. Der var god plads i containeren, og ungerne blev pænt siddende i vognen, mens mor klarede dagrenovationen.

Vi kørte videre mod Uddevella, hvor vi ville tage vej 172 nordpå mod Kongsvinger i Norge. Primært for at undgå at betale vejskat og for at undgå at holde i kø ved både Svinesund og i Oslo.

Der var lavet ny motorvej, som vi uforvarende kom ind på, og GPS-navigatoren kunne ikke rigtig finde ud af det. Efter ca. 5 km kørsel kørte vi fra den nye motorvej, og GPS-en ledte os på rette spor.

Vi havde en rigtig dejlig tur op gennem herligt naturområde, hvor skove, marker og søer vekslede med små hyggelige svenske byer og rødmalede gårde.

Ved 1930 tiden krydsede vi den norske grænse – i det grønne spor for ”Nothing to declare”.

Senere blev mine bange anelser om at måtte tage ”en kold tyrker” i ferien på grund af de skrappe norske toldregler for indførsel af øl m.v., gjort til skamme. Jeg opdagede nemlig, at jeg var kommet til at glemme - eller måske gemme - et passende arsenal af godt dansk øl – indkøbt i Tyskland – og et par æsker rødvin – også indkøbt i Tyskland, men produceret i Chile - i et af magasinerne. Og da Karen lidt beklemt oplyste, at hun var kommet til at medbringe en flaske dansk snaps - indkøbet i ca. 10 km.s højde et sted mellem Billund og Tenerife – var feriehyggen reddet.

Vi fandt en campingplads lige ved vejen og ca. 1 km efter grænsen. Den kostede kun 150 NKR uden strøm men med fine toiletforhold. Pladsen var dog noget rodet med en masse fastliggere og hytter.

Karen varmede resten af gårdsdagens kartofler i en dåse ærter og gulerødder, og dertil spiste vi det sidste hamburgerryg – en herreret, skulle jeg hilse og sige.

Vi gik en lille tur og tilbragte resten af aftenen under Skyggen med at riste pølser, skrive dagbog og slå myg ihjel.

25. juni.

Regnvejr – altså blev vi liggende lidt længere, end det var planlagt, men da vi kom op, var det egentlig ikke så slemt alligevel. Det lyder bare så voldsomt mod vogntaget.

Efter en hyggelig morgenmad i campingvognen pakkede vi sammen og gjorde klar til at køre. Vi måtte pakke Skyggen våd ned, men den tørrer vel næste gang den kommer op.

Vi kørte mod Kongsvinger, hvor vi satsede på at kunne overtale en eller anden tankpasser til at give os nogle kontanter på Visakortet. Det var også lige ved at lykkes – vi havde bare overset kontantautomaten, der var anbragt ganske tæt på, og den anbefalede han os at benytte. Som en tak for hans hjælpsomhed brugte vi straks nogle af kontanterne og købte 2 dejlige kager af ham – dem skulle vi have til formiddagskaffe.

Efter Kongsvinger kørte vi mod Hamar, og fandt undervejs et herligt sted at drikke formiddagskaffe – og kagerne smagte pragtfuldt.

Ved middagstid kørte vi fra motortrafikvejen lige syd for Hamar for at spise frokost. Vi fandt en hyggelig plads med grusbelægning, hvor vi parkerede og satte Skyggen op til tørre. Vi prøvede en lidt anderledes opsætning, og se bare – det er da ganske pænt.

Karen varmede en dåse wienergryde, og den smagte herligt – lidt i retning af wienergryde.

Pladsen vi holdt på, var beregnet for besøgende til et fugleobservationstårn i nærheden. Vi gik en tur gennem skoven ud til tårnet, der var rejst lige i kanten af et vådområde. Fra tårnet kunne man betragte fuglelivet i den lavvandede sø.

Men både skov og sø og strand

bli´r et eventyrets land,

når man ser det hele

sådan lidt fra oven,

Fra toppen af tårnet kunne jeg se til Hamar – og den mest dominerende bygning var Olympiahallen i sydenden af byen.

Vi kørte videre gennem Hamar mod Lillehammer, og drejede sydpå mod Gjøvik, hvorfra vi ville vestover mod Fagernes.

I Gjøvik fangede mit trænede øje, at der var billig diesel, og selv om tanken var halvfuld, fik vi hurtigt vendt hele menageriet og kørte tilbage – kun ca. 100 meter. De mange rundkørsler i Norge er pragtfulde til at vende med bil og campingvogn.

Vi fyldte tanken helt op – 32 liter for kun 290, 88 NKR – det svarer til 9,09 NKR pr. liter, og er næsten lige så billigt som i Danmark.

GPS-en blev sat på Beitostølen, hvor vi ville spise søndagsfrokost – med det hele – også Karens snaps, selv om det blev lidt sent, men middagsmaden havde vi jo fået.

Midt på eftermiddagen fik vi øje på den første sne, og det område skal vi passere i morgen.

Et herligt afvekslende landskab at køre igennem, både højt oppe og langt nede i dalene, og vi måtte standse flere gange for at gå en lille tur, fotografere, drikke kaffe eller bare nyde udsigten.

I Beitostølen kørte vi ind på campingpladsen, der ligger lige ved vejen. Den er tilsyneladende mest brugt om vinteren, for alle campingvognene er forsynet med et fast hus foran i stedet for fortelt.

Pladsen er i øvrigt helt i orden, og receptionen er rigtig hyggelig indrettet i en gammel bjælkehytte. Her kan man sidde inde og nyde en is, en kop kaffe eller en læskedrik.

Nu er klokken 2230, og det er stadig helt lyst. Vi kan se op til bjergene, hvor vi skal køre i morgen. Der er sne deroppe, og der blæser en kold skarp vind herned deroppe fra.

26. juni.

On the road again.

Uret viser 0930, da vi vinker farvel til den søde pige i receptionen og begiver os op over fjeldet mod Lom.

Det har været koldt i nat, og det har ikke været helt fri for at jeg har været en smule utilfreds med den campingdyne, vi har med. Den er nu i øvrigt er udmærket, når der er 25 graderes varme.

Der var under 4 graders varme, da vi gik i seng i aftes lidt over midnat. Jeg holdt varmen i tæerne ved at stikke fødderne ned i posen med vasketøj, som på en eller anden måde ikke var kommet i magasinet, men stadig lå i fodenden af sengen.

Det var i øvrigt dejligt lyst i aftes, og jeg sad og læste i campingvognen uden lys helt til midnat.

Nu til morgen skinnede solen, og det var et herligt klart vejr, men kun 11 graders varme, da vi stod op. Vi nød som sædvanligt morgenmaden og fik et dejligt varmt bad, inden vi kørte fra pladsen.

Vi havde et kort til baderummet, og et bad på 3 minutter kostede 10 kr. Jeg ville selvfølgelig have fuld valuta for mine penge, og blev ved at bade, selv om de 3 minutter for længst var gået. Jeg var ikke klar over, at automaten startede nye 3 minutter og debiterede mit kort for en tier, hver gang en periode udløb. Godt at jeg kun havde sat 50 kr. ind på kortet.

Overnatningen kostede 140 kr. uden strøm, og bad løb op i 30 kr. for os begge.

Snart begyndte vejen at stige og vi kom op på højfjeldet, hvor der øde og koldt. Temperaturen gik længere ned, men solen skinnede, og der var dejligt, når vi kunne være lidt i læ og sol.

Vi fulgte vej nr. 51 nordover til vi mødte vej 15, hvor vi drejede til venstre mod Lom. Det var igen en pragtfuld tur med utroligt storslåede udsigter – både barske og idylliske.

Vi gjorde holdt i Lom for at besøge Stavkirken. Det kostede 40 kr. at komme ind, men det er vel heller ikke så voldsomt i forhold til, hvor ofte vi kommer der. Til gengæld kostede det 5 kr. at gå på toilettet, og det er slemt i forhold til, hvor ofte vi kommer dér. Vi valgte toilettet fra, selv om knægten, der passede forretningen, så skuffet ud.

GPS-en blev sat på Loen, og efter et hurtigt indkøb i den lokale Kiwi-butik kørte vi videre ad hovedvej 15 vestpå.

I øvrigt fandt vi ud af, at madpriser i Norge for de fleste varers vedkommende er noget dyrere end i Danmark.

Vi fandt uden problemer en dejlig rasteplads helt ned til elven Otta, hvor vi spiste frokost i skyggen af nogle høje fyrretræer.

Vi fortsatte op over til et vidstrakt panorama efter Grotli og kørte gennem de nye tuneller gennem Strynfjeldet mod Stryn og Loen.

Tunellerne var meget mørke at køre i. Selv om der var tændte lamper, og vi kørte med fuldt lys på vognen, var det svært at se, hvor vejen var, og hvor fjeldvæggen begyndte. Når vi kører den anden vej om et par dage, vil vi nok vælge at køre over Strynfjeldet, selv om det tager længere tid – og vel også en smule mere brændstof – men skidt vi er jo pensionister, og har tid nok.

Vi landede i Loen kl. 1530 efter ca. 250 km.s kørsel. En kort tur, men en herlig tur, hvor vi holdt masser af pauser og nød de herlige udsigter. Pladsen i Loen er lavet en smule om, siden vi var her for ca. 30 år siden, men vi kunne nu godt kende området. Vi fandt plads helt nede ved vandet mellem ophalede småbåde og hvad der ellers hører til på en strand med småfiskeri.

Aftensmaden bestod af grillede pølser og grillet marineret kotelet og kartofler – og da vi jo er i Norge var det rigtig flot med et glas rødvin til.